Tags

Relaterede indlæg

Please, del dette indlæg

Sumobrødre = underholdende sommerlæsning

Sommerferien står for døren, og det er ved at være tid til at udvælge de bøger, som skal have lov til at komme med på ferie. Og det er ikke hvad som helst, der må komme med, for der stilles visse krav til sommerlæsningen, som skal være både underholdende og udfordrende, men også sørge for total afslapning og frakobling.

Et rigtigt godt valg til sommerferien er Morten Ramslands nye roman, Sumobrødre, som har fået masser af roser af anmelderne. Romanen er ligesom dens forgænger, Hundehoved, skrevet i en rigt fabulerende og fortællende tone, der tryllebinder læseren fra første til sidste side. Ofte fremkaldes latter og smil, og mange af bogens situationer kalder barndommens minder frem.

Vold og paradis

Sumobrødre handler om den 11-årige Lars, der vokser op i et rækkehuskvarter i Odense i 80′erne. Øretæverne er aldrig langt væk, og det gælder om at besidde en vis portion opfindsomhed, når man er i karambolage med kvarterets slagsbrødre. Tiden går med diverse opfindsomme lege som f.eks. skrubtudsetennis og sumobryderlege bag nedrullede gardiner.

Under det hele lurer dog familiens hemmeligheder, som Lars må kæmpe med på samme måde, som han kæmper med kvarteret rødder. Syner og spørgsmål trænger sig hele tiden på, og livet i Paradishaven, som rækkehuskvarteret ironisk nok hedder, sætter hverdagen i relief. Livet er alt andet end paradisisk, men tværtimod fyldt med dæmoner og fristelser.

Morten Ramsland har igen skrevet en bog, som emmer af fortællelyst, og som evner at skildre et drengeunivers, hvor vold er et nødvendigt onde. Sumobrødre kan varmt anbefales som sommerlæsning – måske i en paradisisk stund i hængekøjen!

Find bogen Sumøbrødre på Saxo.com, hvor du også kan finde anbefalinger til andre ferielæsninger.