Karlsvognen af Kristín Marja Baldursdottír
Det var med store forventninger, at jeg satte mig til at læse Kristín Marja Baldursdottírs seneste roman, Karlsvognen. Uden at blinke med øjnene tør jeg godt at sige, at hendes Karitas-romaner er nogle af de bedste og mest inspirerende skønlitterære romaner, jeg har læst.
Kristín Marja Baldursdottír har en helt særlig måde at skrive på, som fængsler læseren. Hendes fortællinger er insisterende, de vil noget, og så har hun en formidabel og enestående evne til at skabe en indre sammenhæng i sit indhold, hvor emner og historier fletter sig sammen og belyser hinanden indbyrdes, så de fremtræder desto kraftigere og mere lysende – som stjernerne i stjernebilledet Karlsvognen.
Karlsvognen er også til kvinder
Karlsvognen bliver i Kristín Marja Baldursdottírs fjerde roman på dansk til et symbolsk billede på kvinders muligheder. Bogens hovedperson, Gunnur, spørger som barn sin farmor, om Karlsvognen ikke er en mandevogn, til mænd, hvortil farmoren svarer, at den også er til kvinder – det handler blot om at stige på og begive sig ud på rejsen. En rejse ud i livet, som også er for kvinder.
Karlsvognen er lige som Karitas-bøgerne bygget op omkring et kvindeunivers. Rammen er et sommerhus (vinterhus), hvor den midaldrende psykiater, Gunnur, tilbringer en weekend sammen med sin arkitekts teenagedatter. Forinden er Gunnur vågnet op til et indbrud i sit hus. Tyvene har været inde i huset og røvet ting, som har en fysisk værdi, såsom den nye fladskærm, men de har ikke taget noget, som har en betydningsværdi såsom malerierne på væggen. Efter politiet har været i huset, kommer Gunnurs arkitekt og læsser datteren af, fordi hun skal arbejde.
Et møde mellem generationer
Det bliver et kvindemøde mellem to generationer, men også et møde med fortiden, hvor pigen og kvinden går ind i fortidens huse nøjagtig som tyvene. Her skabes fortællingerne, som konfronterer Gunnur med fortiden, men som samtidigt forbindes med nutiden gennem teenagepigen, Hind. Den virkelige historie er dermed Gunnurs fortælling, som på samme tid kommer til at belyse og skabe kontrast til Hinds historie og sætter tid og rum i relief.
Kunstig ramme
Det er som sådan en spændende konstruktion og godt tænkt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tage mig selv i føle, at historien er for fortænkt, for opstillet, for kunstig. Jeg tror simpelthen ikke på rammen, og jeg synes ikke, samspillet mellem Gunnur og Hind er troværdig, lige som sproget heller ikke er det. Det bremser indlevelsen i historien, som kun rigtigt flyder, når vi befinder os i mindernes hus.
Jeg har for nogle år siden mødt Kristín Marja Baldursdottír, som er en ret speciel person. Min oplevelse er, at Gunnur er meget lig forfatteren selv, og der er mange ligheder og holdninger, som går igen. Jeg har en fornemmelse af, at Gunnur nærmet kommer til at optræde som talerør for Kristín Marja Baldursdottír. Det er vel egentligt ikke usædvanligt, men Gunnur kommer til at fremstå meget usympatisk, hvilket for mig også bliver en barriere i læseoplevelsen. Desværre! For Karlsvognen har virkelig mange gode kvaliteter, og det er selvfølgelig en roman, der skal læses. God fornøjelse!
