Det var med store forventninger, at jeg satte mig til at læse Kristín Marja Baldursdottírs seneste roman, Karlsvognen. Uden at blinke med øjnene tør jeg godt at sige, at hendes Karitas-romaner er nogle af de bedste og mest inspirerende skønlitterære romaner, jeg har læst.

Kristín Marja Baldursdottír har en helt særlig måde at skrive på, som fængsler læseren. Hendes fortællinger er insisterende, de vil noget, og så har hun en formidabel og enestående evne til at skabe en indre sammenhæng i sit indhold, hvor emner og historier fletter sig sammen og belyser hinanden indbyrdes, så de fremtræder desto kraftigere og mere lysende – som stjernerne i stjernebilledet Karlsvognen.

Karlsvognen er også til kvinder

Karlsvognen bliver i Kristín Marja Baldursdottírs fjerde roman på dansk til et symbolsk billede på kvinders muligheder. Bogens hovedperson, Gunnur, spørger som barn sin farmor, om Karlsvognen ikke er en mandevogn, til mænd, hvortil farmoren svarer, at den også er til kvinder – det handler blot om at stige på og begive sig ud på rejsen. En rejse ud i livet, som også er for kvinder.

Karlsvognen er lige som Karitas-bøgerne bygget op omkring et kvindeunivers. Rammen er et sommerhus (vinterhus), hvor den midaldrende psykiater, Gunnur, tilbringer en weekend sammen med sin arkitekts teenagedatter. Forinden er Gunnur vågnet op til et indbrud i sit hus. Tyvene har været inde i huset og røvet ting, som har en fysisk værdi, såsom den nye fladskærm, men de har ikke taget noget, som har en betydningsværdi såsom malerierne på væggen. Efter politiet har været i huset, kommer Gunnurs arkitekt og læsser datteren af, fordi hun skal arbejde.

Et møde mellem generationer

Det bliver et kvindemøde mellem to generationer, men også et møde med fortiden, hvor pigen og kvinden går ind i fortidens huse nøjagtig som tyvene. Her skabes fortællingerne, som konfronterer Gunnur med fortiden, men som samtidigt forbindes med nutiden gennem teenagepigen, Hind. Den virkelige historie er dermed Gunnurs fortælling, som på samme tid kommer til at belyse og skabe kontrast til Hinds historie og sætter tid og rum i relief.

Kunstig ramme

Det er som sådan en spændende konstruktion og godt tænkt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tage mig selv i føle, at historien er for fortænkt, for opstillet, for kunstig. Jeg tror simpelthen ikke på rammen, og jeg synes ikke, samspillet mellem Gunnur og Hind er troværdig, lige som sproget heller ikke er det. Det bremser indlevelsen i historien, som kun rigtigt flyder, når vi befinder os i mindernes hus.

Jeg har for nogle år siden mødt Kristín Marja Baldursdottír, som er en ret speciel person. Min oplevelse er, at Gunnur er meget lig forfatteren selv, og der er mange ligheder og holdninger, som går igen. Jeg har en fornemmelse af, at Gunnur nærmet kommer til at optræde som talerør for Kristín Marja Baldursdottír. Det er vel egentligt ikke usædvanligt, men Gunnur kommer til at fremstå meget usympatisk, hvilket for mig også bliver en barriere i læseoplevelsen. Desværre! For Karlsvognen har virkelig mange gode kvaliteter, og det er selvfølgelig en roman, der skal læses. God fornøjelse!

Denne artikel Karlsvognen af Kristín Marja Baldursdottír er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Der går ofte lang tid imellem, at man læser noget, som virkeligt berører en. 26a af Diana Evans er en af de bøger, som er gået helt ind i hjertet på mig. Fortællingen er god, men det er ikke det, der berører mig – det er sproget i denne mageløse roman om et par tvillingepiger, der vokser hver sin vej.

Diana Evans er blevet kåret som årets debutant i England i 2010, og med rette, for denne efterladte, skrivende tvilling kan virkelig noget med sproget, hun kan skrive som ingen andre. Hun skaber billeder af ord, som man ikke tænkte fandtes, hun leger med betydninger, metaforer og billeder på en måde, som man sjældent ser. 26a er fyldt med “sprog-slik” og vaskeægte fortællerkunst.

“Stanmore dovnede i den ene ende, i det fjerne nord, med stille veje og rare huse, og de mange kilometer jernbane strakte sig mod syd gennem Wembley, forbi Neasden og ind i det lurvede Willesden Green, hvor zone to begyndte. Husene trak maverne ind, og trafikken blev mere støjende, antallet af butikker og forgængere blev mangedoblet, og strækningen mellem St. Johns Wood og Baker Street var én lang, dunkende sort tunnel ind i vanviddet i zone et. Her var livet fart, lys og sterling.”

26a er samhørighedens rum

Historien udspiller sig i familien Hunter, hvor vi følger de enæggede tvillinger, Georgia og Bessie. Moren, Ida, er fra Nigeria – et land og en fortid, som hun i virkeligheden aldrig har forladt – og faren, Aubrey, er fra Derbyshire, og er en albinobleg englænder, der aldrig rigtig har kunnet frigøre sig fra sin mor og som jævnligt forvandler sig til Mr. Hyde, når han i sel(v)skab med Mr. Walker forsøger at “finde sig selv”. Tvillingernes storesøster Bell er smuk og synsk, og lillesøster Kammy forsøger at være 3. tvilling, men kommer i stedet til at blive den stærke kontrast til tosomheden netop i sin en-somhed.

Familien bor i Waifer Avenue 26 i udkanten af London, men tvillingernes værelse ligger på kvisten, som har gadenummer 26a, hvorfor titlen kommer til at favne det rum, som fortællingen udspiller sig i på flere planer – tvillingernes fysiske værelse på kvisten med Bessies Bedste Seng og udsigten til træet i haven og det særlige rum, som tosomheden og samhørigheden skaber. Deri ligger også spørgsmålet: Hvad sker der, hvis en af dem flytter ud af det rum?

Tosomhed vs ensomhed

26a undersøger, hvordan tosomheden i tvillingeverdenen skaber et særligt rum, som på den ene side gør pigerne trygge og afhængige af hinanden og på den anden side bliver et klaustrofobisk og indelukket rum, hvor pigerne hverken er i stand til at se sig selv uden den anden eller finde sig selv i verden. Citatet her viser netop trygheden i tosomheden, men også hvordan faren for at fare i vild i verden er stor, når man ikke har sin tvilling ved sin side:

“Dobbeltdækkere hostede og pustede giftigt røg ud, som folk trådte ind i, kvinder med bare ben i tykke armbånd af røg. Lyden var torden, lige som da Georgia blev væk i Leicester Square-tivoliet, under hesten med orange polkaprikker og vinger. Det havde føltes som mange timer, mens hun krøb sammen der og kiggede ud fra en karrusel, der snurrede bevidstløst rundt og rundt, og hun havde følt sig sikker på, at hun var meget mere tryg der, hvor hun var, under maven på et fantasidyr, at det var bedre end alt det grimme derude.”

En smuk og poetisk fortælling

Diana Evans har med 26a skrevet en meget smuk og poetisk fortælling, som nok udspiller sig i et miljø langt fra vores dagligdag, men temaet er elementært menneskeligt, og netop ved at sætte fokus på tvillingernes tosomhed, sætter hun også menneskets grundlæggende ensomhed i perspektiv. Det er intet mindre end en fantastisk bog, som på een gang evner både at sætte tanker i gang og suge læseren ind i et helt særligt univers, både skaber en fortælling som er svær at slippe – man læser nonstop, når først, man er gået i gang – og som skaber en nydelse i sproget, der kan sidestilles med billedet af at sidde med et koldt glas sød hvidvin en lun sommeraften, hvor kondensvandet løber ned af glasset og det hele skriger på mer’.

Foto: Charles Hopkinson

26a af Diana Evans har vundet flere fornemme priser, bl.a. The Orange Prize for Fiction i 2010, og er oversat til mere end 12 sprog. Diana Evans har baseret romanen på egne oplevelser som tvilling. Det er uden tvivl en af de mere anbefalelsesværdige bøger – en bog for bogelskere!

Denne artikel 26a af Diana Evans er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Der har været meget hype omkring Sara Blædels 6. krimi med Louise Rick fra Drabsafdelingen. Dødsenglen er blevet markedsført massivt – så meget at jeg næsten følte mig nødsaget til at læse den.

Jeg var ellers ikke meget for det, for jeg læste i sin tid krimidronningens allerførste af slagsen, Grønt støv, og jeg var ikke synligt imponeret, snarere skuffet efter at have læst et væld af formidable nordiske krimiforfattere som Arne Dahl, Jo Næsbø, Kim Småge, Åsa Larsson osv. Det var som om, det hele faldt sammen, og i stedet for at leve mig ind i historien, irriteredes jeg over måden, hverdagssproget blev altdominerende i historien.

Dødsenglen indledes med en scene, hvor vi sættes ind i tankerne på en mand, der har gang i et projekt, hvor han forsøger at bevare den kvindelige skønhed til evig tid. Det er mere rædselsvækkende, end det umiddelbart lyder, for projektet går i praksis ud på at konservere lig af forskellige kvindetyper ved at lade dem ligge i acetone et halvt års tide, for derpå at fylde dem op med silikone, modellere lidt på dem og sætte kunstige øjne i, før de skal udstilles side om side i glasmontrer. Man aner hurtigt en sammenhæng mellem dette projekt og en ung piges forsvinden fra Solkysten, en sag, som Louise Rick ikke helt kan lade være med at involvere sig i, da hun jævnligt har moren til den forsvundne pige i telefonen. På samme tid er Louises veninde, journalisten Camilla Lind, blevet involveret i en sag, der omfatter Roskildes stenrige familie Sachs-Smith og det flere hundrede år gamle glasikon, Dødsenglen. Trådene hvirvles sammen, og historien er i fuld gang.

Udvikling af plot

Der er helt klart sket noget med Sara Blædels evner som forfatter siden Grønt støv – heldigvis! Plottet er blevet hævet en anelse og blevet gjort mere eksotisk. Titlen i sig selv kalder på læserens opmærksomhed, idet den klinger i samme genre som Dan Browns krimier. Dog er jeg efterladt undrende, da jeg stadig ikke kan se sammenhængen mellem begæret efter forevigelsen af nøgne kvindekroppe og begæret efter Dødsenglen. I det hele taget er der i romanen ofte mangel på det, man inden for stilistikken kalder kohæsion og kohærens. Samtidig med, at jeg ikke kan se den naturlige sammenbinding mellem “female body-projektet” og et stykke (fiktivt) kulturarv, er der ofte mangel på sammenhæng på sætningsniveau – indimellem er det så rodet, at jeg faktisk ikke kan forstå, hvad der står! Lidt mere gennemarbejdelse og revision af teksten, tak!

Men udover visse mangler og mangel på sammenhænge, fungerer plottet i Dødsenglen fint. Det er lækkert med flere tråde og sager, som viser sig at have en sammenhæng, og det gør det spændende at læse. Indimellem leger Sara Blædel også med læserens forventninger, idet hvert kapitel anslås fra forskellige personers synsvinkel, og nogle gange glemmer man som læser, at vi nu oplever verden fra en ny synsvinkel ved kapitelskift. Det læsningen et godt spil.

Knap så stor udvikling af sproget

Og tilbage til sproget! For lidt er der da sket siden Grønt støv, men det halter stadig. Vi er på hverdagsniveau i forhold til Louise Ricks verden og dagligdag, men det kan man jo godt illustrere uden at forfladige sproget sådan. Man behøver ikke at fortælle alting – nogle ting, kan læseret godt selv tænke sig til. Sara Blædel ville få meget ud af at øve sig i den disciplin, der hedder “show it, don’t tell it”, når hun skriver – man kan sige så meget uden at sige det direkte, og det gør læsningen så meget mere interessant. Læserne skal jo helst ikke undervurderes!

Alt i alt er det dog dejligt at læse en krimi, som foregå i lille Danmark – det løfter vores tilværelse fra det grå til det farverige! Dødsenglen af Sarah Blædel fortæller en god og medrivende historie.

Denne artikel Dødsenglen af Sara Blædel er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Så er et nyt bogår begyndt, og jeg er allerede inde i overvejelser omkring, hvilke bøger jeg skal læse i 2011. Jeg får travlt, for jeg skal både samle op det, jeg ikke fik læst i 2010 og alle de nye bøger, som udkommer i 2011. Jeg bliver vist nødt til at vælge med omhu!

Allerførst må jeg gøre op, hvad jeg missede i 2010. Jeg har faktisk en hel stak bøger liggende ved siden af mig, som jeg håber at komme igennem. De to øverste bøger i stakken er Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede og Sommerlys, og så kommer natten – jeg glæder mig, altså virkelig glæder mig til at læse disse bøger, da jeg for det første er fuldstændig fortryllet af islandsk litteratur og de elementer af myter, barsk natur og fortid, man ofte finder i den, og for det andet fordi bøgerne bliver rost helt op i skyerne (eller skulle man sige himmerige) for den poetiske sprogkunst. Kan man andet end glæde sig?

Islandsk og nordisk litteratur

At jeg har en forkærlighed for islandsk litteratur er vel så meget sagt, men når nu jeg er inde på islandske skribenter, bliver jeg nødt til at nævne Kristin Marja Baldursdóttir, hvis Karitas-romaner jeg slugte med glubende appetit for nogle år siden. Nu har den storsælgende islænding udgivet en ny roman, Karlsvognen, som jeg glæder mig til at indtage. Kristin Marja Baldursdóttir skriver kvindelitteratur, så det batter, og hun er vel efterhånden en af de mest læste forfattere herhjemme. Da jeg inviterede hende til Trekantområdets Litteraturfestival i 2007, var hun stort set ukendt i Danmark, mens hun allerede på dét tidspunkt var den mest læste forfatter i Island.

En anden bog, som ligger i min stak, er Roy Jacobsens Vidunderbarn. Den norske socialrealistiske forfatter er for mig et ukendt territorium, hvis litterære topografi, jeg glæder mig til at bevæge mig rundt i. Norske bøger fylder som regel meget i min bogstak, måske fordi Norge i særlig grad er i stand til at levere litterære værker ud over krimigenren, som fylder enormt meget i Danmark og Sverige – ja, jeg bliver nødt til at sige for meget. For selv om jeg også selv nyder en god krimi, så går det jo ikke, kun at læse krimier, hvilket tendensen lader til at være i dag. Men som nogle påpeger, så hellere læse krimier, end slet ikke læse. Jeg ved nu ikke, man skal jo også gerne vokse som menneske.

Dansk litteratur

Af danske nyudgivelser i 2011 ser jeg særligt frem til Jonas T. Bengtssons Et eventyr. Man kan næsten ikke andet end at have store forventninger til denne forfatter, som nærmest ryster den ene gode historie ud af ærmet efter den anden. Også Knud Romers Kort over paradis ser jeg frem til med spænding – kan han?

Samtidig har jeg jo lige et par romaner fra 2010 at samle op på bl.a. Ulven af Katrine Marie Guldager, Nærmere Elin af Martin Krogh Andersen og Mount København af Kaspar Colling Nielsen.

Udenlandsk litteratur

Derudover skal jeg selvfølgelig have læst Poul Austers nye roman, Sunset Park, og hans kone, Siri Hustvedts, personlige beretning Kvinden der rystede.

Men allerhøjst på min prioriteringsliste står Madeleine Thiens nye roman, som udkommer på engelsk til maj: Dogs at the perimeter. Madeleine Thien er en af mine absolut ynglingsforfattere, hvis værker har påvirket mig meget og rykket ved min verdensopfattelse. Har I endnu ikke læst Vished, så kom i gang.

Denne artikel Bøger, jeg skal læse i 2011 er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Året nærmer sig sin afslutning, og så er det selvfølgelig tid til at gøre status. Det gælder også bogåret og dermed status over de bøger, jeg fik læst i 2010 og de bøger, jeg desværre ikke nåede at læse.

Faktisk har jeg lige så langt tilbage, som jeg kan huske, ført lister over de bøger, jeg har læst. Side op og side ned har jeg sirligt ført titel og forfatter ind på sidst læste bog. Ikke fordi jeg nogensinde ville glemme, hvilke bøger jeg har læst, men mere på grund af tilfredsheden i at kigge gennem listen og vide, at jeg har levet alle disse liv på et år!

For det at læse er for mig en oplevelse, der kan sammenlignes med alle de højteknologiske drømme, vi i disse år har om parallelliv og virtuelle verdener. Tænk bare på “årets film” Inception, hvor karaktererne lever parallelliv via drømmetilstand. Faktisk behøver det slet ikke være så avanceret. Indlevelse, medrivelse og medfølelse finder man som læser nemt i bogens verden. Hvilket, jeg også tænker, er årsagen til, at vi stadig læser så mange bøger i papirform på trods af iPads, sociale netværk og manglende tid.

Jeg tror simpelthen, vi har behov for at læse! Fordi vi har brug for at komme lidt væk fra vores eget liv engang imellem, for at leve os ind i andre mennesker og finde en nærhed, som ikke er vores egen. Og så selvfølgelig fordi vi har brug for fortællingen. Den gode historie har grebet os i al den tid, vi har været mennesker, og den slipper os ikke, fordi der kommer nye medier og nye måder at leve på. Fortællingen er jo med til at definere os som mennesker. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at vi ikke kan leve uden fortællingen og den gode historie.

Gode historier i 2010

2010 har på mange måder været et oplevelsesrigt år for mit vedkommende. Men for mig ligger oplevelser jo også i de bøger, jeg læser. En af de største bogoplevelser har uden tvivl været Sara Stridsbergs litterære fantasi over Valerie Solanas liv i Drømmefakultetet. Ikke en nyudgivelse, men en bog jeg havde på min indre liste over bøger, der SKAL læses. Og jeg kan kun sige til alle andre, der interesserer sig bare det mindste for litteratur, at hvis ikke I allerede har læst dette mesterværk, så skal I sætte det på som punkt under jeres nytårsfortsættere for det nye år. Læs bogen for sproget, stemningen og den gode historie.

En anden roman, som har gjort stort indtryk på mig er Karl Ove Knausgårds Min kamp. Erindringsromanerne minder ikke om noget andet, jeg har læst, og selv om de høster kritik af bl.a. kollegaen Jan Kjærstad i Norge, og selv om historien til tider synes træg og ufremkommelig, så berører romanerne mig alligevel. Og når nu vi er inde på kollegaen Kjærstad må jeg selvfølgelig lige sige, at de på ingen måde kan måle sig med Wergeland-trilogien, som ikke blot har berørt mig, men direkte flyttet mig. Hver roman har dog sin tid, og lige nu lader det til, at det er Min kamps tid!

Tiden er også til litteratur om sociale medier og netværk, og selv om NQ – 55 eksempler på involvering med sociale medier ikke hører til i den skønlitterære genre, har bogen om netværkskvotient gjort indtryk på mig, og det er en bog jeg har anbefalet til mine kursister og faglige kolleger, som interesserer sig for kommunikation og markedsføring. Det er dejligt forfriskende med en bog om sociale medier på dansk, og selv om det er en let en af slagsen, så er der masser af gode eksempler i bogen og kort sagt umuligt ikke at få en god idé. Det bedste er dog, at de eksemplificeret bogen indhold i produktionen, udgivelsen og markedsføringen af bogen selv, og for det fortjener bogens forfatter, Jacob Bøtter, og Wemind et klap på skulderen.

Boglister

Nogle gange, må jeg indrømme, går der også lidt sport i de boglister. For lidt konkurrenceminded er man jo, og det er altid rart at vide, at man lige har læst en bog eller to mere end året før. Men listen står jo også i kontrast til selv oplevelsen i at læse en bog. Nogle gange trækker man læsningen af en bog i langdrag, fordi den bare er så god. Fordi det er så dejlig en verden at være i, at man ikke har lyst til at forlade den igen. Og fordi man bare nyder det.

Jeg har nydt min læsning i 2010 og fået nogle gode oplevelser. Jeg håber dog på endnu flere (dér var listen igen …) og endnu større i 2011 – den slags, som ændrer ens liv for altid.

Denne artikel Bogstatus 2010 er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Glem din IQ. Tænk over din … NQ står der på forsiden af Jacob Bøtters nye bog med 55 eksempler på involvering med sociale medier. NQ står for netværkskvotient og refererer til noget af det, der tales allermest om for tiden: Netværk og relationer, og hvordan man kan bruge disse størrelser – ikke bare privat, men også i virksomhederne som en slags social kapital.

Det handler om at slippe kontrollen og bruge de ressourcer, der findes derude. Jacob Bøtter har masser af gode og konkrete eksempler på, hvordan crowdsourcing, videndeling og social involvering kan skabe merværdi for virksomhederne og samtidigt give dem mulighed for at følge tidsånden.

“Jeg mener, at vi står midt i et paradigmeskifte, da alt tyder på, at magten og dermed også adgangen til viden i den grad flyder i en anden retning. Den flyder mod os alle sammen, da netværk på tværs af alle skel deler alle typer af viden. (…) Vi har i dag muligheden for at bemægtige os al viden, hvis vi bare kunne opbevare den.”

Sådan forklarer Jacob Bøtter sit ærinde i indledningen til sin bog, NQ, som giver konkrete idéer og forslag til, hvordan man kan transformere sin intelligenskvotient til netværkskvotient. Bogen er yderst overskueligt bygget op med to sider til hvert forslag, hvor der efter en kort indledning er et afsnit, som beskriver metoden og derefter et afsnit, der uddyber metoden i praksis med et konkret eksempel. Det er det konkrete eksempel på social involvering, der giver bogen værdi, for her løfter bogen sig fra teoriens lænker til virkelighedens frihed. Det kan lade sig gøre, får vi at vide, hør bare … At vi bliver løftet ud af teoriens abstrakte tanker er et stort plus og det, der gør, at man kan bruge bogen som opslags- og idébog. Hør bare, hvilke idéer, man bliver præsenteret for:

• Google er vor tids hovedstrøg
• Del dine data og lad andre finde mønstrene
• Skæbnefællesskab i kæden
• Crowdsourcing af jeres næste logo
• Involverende projektledelse

Og selvfølgelig mange, mange flere: 55 i alt! Dog synes jeg ikke overskrifterne taler deres tydelige sprog – man ved ikke helt, hvad afsnittet omhandler blot ved at læse overskriften. Det nedsætter opslagsfunktionen betydeligt, for hvilket afsnit var det nu, der handlede om at lave en blog til fælles strategiudvikling?

NQ er yderligere delt op i tre dele for at gøre den endnu mere overskuelig:

• Tendenser: Globale tendenser, som skaber en række nye forudsætninger for at drive forretning.
• Projekter: Bogens primære formål: At inspirere dig til projekter, der involverer med sociale medier.
• Individ: Ting, du kan gøre lige nu og her – for dig selv.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget i forhold til opbygning, kunne jeg dog godt ønske mig, at hver idé ikke var markeret med et nummer. Den lineære tid er forlængst forbi, og en mere non-lineær struktur à la hyperteksten ville stemme bedre overens med bogens indhold. Skulle man udvikle på denne struktur, kunne man forstille sig, at hvert afsnit skulle have et keyword (som ville gøre bogen langt nemmere at slå op i) og “links” eller henvisninger til relaterede afsnit. For nogle idéer er meget forskellige, mens andre idéer enten hænger sammen eller på en eller anden måde understøtter hinanden.

Når nu jeg skriver dette, er jeg sikker på, at Jacob Bøtter i sin videreudvikling af bogen vil have strukturen in mente, for dette er jo netop en form for crowdsourcing, hvor han inddrager andre (bl.a. anmeldere) i at finde svarene på, hvordan tingene skal være – deraf NQ: En slags fælles intelligens, som samlet bliver så mange gange højere end en enkelt persons IQ.

Personligt siger jeg “thumbs up”, “I like” og hvad man nu ellers siger, når man ytrer sig i de sociale medier. Jacob Bøtter demonstrerer en sammenhængende måde at arbejde på, hvor indholdet kommer til at stemme flot overens med formen. Og så vidt jeg kan se, virker det!

Forhåbentligt vil NQ være en øjenåbner for de mange virksomheder, der stadig er bange for de sociale medier og bange for at afgive kontrol. Alt peger i retning af, at fremtiden byder på endnu mere fællesskab og involvering, på samarbejde og relationer og, som Jacob Bøtter skriver, på mere NQ end IQ. Det er vist bare et spørgsmål om at slippe tøjlerne, vove springet og komme i gang. Jeg glæder mig allerede til efterfølgeren af NQ som parameter for, hvad der sker lige nu.

Denne artikel NQ af Jacob Bøtter er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Når jeg underviser i kommunikation, føler jeg ofte, at den visuelle del mangler. Derfor begyndte jeg for noget tid siden at søge lidt omkring og fandt lynhurtigt frem til Grundbog for Art Directors af Dorte Nielsen, Tine Kej og Katrine Granholm. Bogen er først og fremmest lækker, men den er også meget enkel og overskuelig, hvilket gør det hurtigt og let for sådan en teorinørd som jeg at sætte mig ind i de visuelle grundprincipper. Bogens undertitel, som er meget fint sat på med farverige stickers, lyder: Regler du kan bruge eller bryde. En god undertitel, for hvordan skal man bryde med regler, man ikke kender?

Art directorens værktøjskassse

I Grundbog for Art Directors første kapitel dykker vi med ned i art directorens værktøjskasse og kommer op igen med forskellige brugbare redskaber til skitseteknik, designprincipper, typografi og art direction. Mange af principperne er simple, og mange kender vi allerede i forvejen. Det, som særligt fangede mig, var gestaltlovene, som blev forklaret og samtidigt illustreret med en visuel reklame for at gøre det abstrakte lidt mere konkret. Lovene kender jeg jo allerede fra litteraturvidenskaben og arbejdet med kommunikation. Fx den indlysende lov om closure, hvor man tænker sig til det, man ikke kan se. Det samme gør vi jo i litteraturen, vi skaber selv historien og udfylder “the missing links”. Når vi kommunikerer, er det ligeledes velkendt, at jo færre detaljer og info, vi giver modtager, jo flere detaljer vil modtagers hjerne producere for at udfylde hullerne. Men det var meget sjovt at få et nyt perspektiv på lovene.

10 regler for god kommunikation

Bogens forfattere bedyrer i indledningen, at Grundbog for Art Directors er skrevet for “at højne kreativiteten og at skabe relevante, originale og inspirerende løsninger, der ikke tidligere er set”. Det er selvfølgelig en god mission at have, men i mine øjne (og det er jo øjnene, det handler om) er bogen lige lovlig simpel og i total mangel på en masse eksempler på kreativitet, hvor skaberne af visuel kommunikation har brudt alle regler, i forhold til denne mission. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig bog – tværtimod – jeg synes Grundbog for Art Directors er yderst anvendelig i forhold til en introduktion til visuel kommunikation, men vil man mere end introduceres, må man have mere og helt klart en større kontekst som forståelsesramme.

Det gode ved Grundbog for Art Directors er, at den kobler den visuelle kommunikation sammen med kommunikation i praksis – og det er jo lige noget for sådan en som mig: Dét kan jeg bruge til noget. Tingene kan ikke adskilles, alt hænger uvægerligt sammen, og derfor giver overskriften på et af kapitlerne 10 regler for god kommunikation rigtig god mening. Bogen har allerede fået sin helt egen faste plads på hylden – når den altså ikke lige ligger opslået ved siden af min computer.

Denne artikel Grundbog for Art Directors er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Han er ikke til at komme udenom, ham Claus Dalby, og med rette. For han har simpelthen så meget at give af og er en stor inspiration for mange haveejere. Der er ingen tvivl om, at Claus Dalby er 100 % dedikeret til sin have, og hans entusiasme kommer tydeligt til udtryk i Havedrømme 1 og 2. Men Claus Dalby interesserer sig ikke kun for sin egen have, og det er det, der er så overskudsagtigt ved ham. Han bruger nemlig rigtig meget tid på, at besøge andre menneskers haver og høre deres havehistorier.

Haven fortæller, hvem du er

Claus Dalbys Havedrømme 1 & 2 er en rejse rundt i Danmark (og en lille afstikker til Sverige), hvor han besøger en masse private haver, hvis ejere alle har det tilfælles, at de har skabt deres helt egen drømmehave. Hvad, de ikke har tilfælles, er havestilen og valg af indretning, planter, træer, udsmykning osv. Haverne har hver deres særpræg, som afspejler haveejerens interesser, og det giver Havedrømme 1 & 2 en stor mangfoldighed og forskellighed at fortælle ud fra. Som læser får man en masse inspiration og er man ikke lige til den ene have, så kan det være, at man er til den næste have i bogen. Udvalget er så stort, at der helt sikkert er noget, som falder i ens smag. Claus Dalby bryster sig da også af, at han kan fortælle, hvem man er ved at vise ham sin have.

Fif, råd og idéer fra en havekyndig

Det gode ved Havedrømme 1 & 2 er, at man hele tiden kan høre Claus Dalbys stemme, og der er masser af afsnit, hvor han fortæller om sine egne haveoplevelser og selvfølgelig giver gode råd og fif til dyrkningen af haven. Samtidig er han enormt god til at fortælle om, hvilke stauder og planter, der er særligt fantastisk, og som man bare MÅ have i sin have. Hav en liste klar, som du kan tilføje nye planter til haven på, mens du læser bøgerne.

Hvor jeg dog bare elsker at læse om fortryllende rosenhaver, sammensætningen af farver og former og om, hvilke blomsterløg, der er særligt smukke og meget, meget mere. Lige som hans bog, Min krukkehave, er disse bøger fyldt med smukke og æstetiske fotografier og er i det hele taget meget lækre. Jeg kan kun sige: Køb Havedrømme 1 & 2 – det er havebøger, som man SKAL eje!

Denne artikel Havedrømme 1 – 2 af Claus Dalby er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Jeg indledte efterårsferien med at læse Begravelsen af Karen Fastrup, og sikke en begyndelse – ikke kun på min efterårsferie, for selv om jeg måske burde sige sikke en ende, så handler Begravelsen i høj grad om begyndelse, muligheden for at begynde igen og fremtiden som et ubeskrevet blad – eller et snedækket landskab uden fodspor.

Begravelsen udsættes

Udgangspunktet er farens begravelse i den lille by Fagerhult i Småland, som Paula vender hjem til sammen med sin datter, Kristin. Frosten har lagt sig over landet, og jorden er for hård til, at Paulas far, Skarre, kan komme i jorden. Begravelsesgæsterne ankommer i stort tal fra både Danmark og Sverige – Skarre var en kendt forfatter – og da man ikke ved, hvad man ellers skal gøre, vrimler alle gæsterne ind i det lille, svenske træhus til glas at varme sig på. Snart efter begynder det dog at sne, og en snestorm spærrer alle begravelsesgæsterne inde i flere dage og udsætter begravelsen for alvor.

Alle, der har præget Paulas barndom og ungdom indtil hun flyttede til København som voksen kvinde, er til stede og sætter gang i refleksioner over, hvem hun er, hvordan hun er blevet formet og hvilke personer, der har haft størst indflydelse på hendes liv.

Sne og is som metafor for det indre

Og mens sneen først stormer udenfor og derefter lægger sig som en gigantisk, tyst og ubevægelig dyne for til sidst at tø, dryp, dryp, dryp, gennemgår Paula samme proces i sit indre. Fortiden smelter i tilbageblikket og løsner op for nye muligheder. Begravelsen bliver en rejse tilbage i tiden, der sætter tingene i relief, og vi læsere lærer Skarre og Gertie at kende, møder de omsorgssvigtede brødre, Ingmar og Gösta, sammen med Paula for første gang og stifter bekendtskab med den svenske kultur og ensomheden i naturen. Når isen smelter, og alting tør, løsrives og frigøres de elementer, som ellers har været fanget i isen. Og de driver med smeltevandet, på vej mod nye oplevelser, nye møder og måske fastholdes de igen næste gang, frosten sætter ind.

Begravelsen kræver noget af sin læser

Når jeg læser Begravelsen kommer jeg sprogligt til at tænke på Ida Jessen, dog med mindre fyld. Sproget er mere minimalistisk, men samtidig meget poetisk og næsten melankolsk. Det er er en dragende verden at være i som læser, og man higer hele tiden efter at komme derind igen. Jeg elsker bøger, som kræver noget af mig som læser – det gør denne bog, hvis man vil. Vil man ikke, kan man snildt læse Begravelsen og stadig få stor læseglæde ud af den. Jeg kan varmt anbefale Begravelsen til eftertænksom efterårslæsning. God fornøjelse

Denne artikel Begravelsen af Karen Fastrup er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.

Hvem vil ikke gerne være en del af litteraturhistorien? Og have rødder, som har påvirket tilblivelsen af verdens største og mest kendte kærlighedseventyr Romeo og Julie? I Anne Fortiers anmelderroste spændingsroman Julie, hvirvles hovedpersonen, Julie Jacobs, ind i Shakespeares gamle, ulykkelige kærlighedshistorie og vækker den til live på ny i en moderne udgave. Udødelig litteratur viser sig at være mindst lige så levende i dag.

Julie, Juliet, Giulietta

Den unge Julie Jacobs arver en nøgle til en bankboks i Siena, som viser sig at rumme en yderst værdifuld familiehemmelighed. Det betyder, at Julie må drage på en rejse til Italien og samtidigt tilbage i fortiden for at opklare den sande historie om hendes slægtning, Giulietta, og dermed finde familiens gemte skat. Julies navnesøster, Giulietta, gemmer på en tragisk kærlighedshistorie mellem hende og den unge mand, Romeo, fra den rivaliserende slægt. En kærlighedshistorie som senere inspirerede Shakespeare til at skrive dramaet Romeo og Julie.  Julie finder ud af, at forbandelsen “A plague on both your houses” stadig hersker, og at hun er næste offer. Den eneste, som kan redde hende, er selvfølgelig hendes elskede Romeo, men hvor er han?

Anne Fortiers spændingsfyldte roman spænder sig over 1300-tallets Siena og det 21. århundredes USA og Italien og rummer essensen af familiehemmeligheder, fejder og kærlighedsdramaer.

Anne Fortier er dansk forfatter

Anne Fortier er i øvrigt pæredansk. Hun er opvokset i Holstebro og uddannet i Århus, hvor hun har taget en MA i Idéhistorie og massekommunikation efterfulgt af en Ph.D. i Idéhistorie med fokus på det antikke Rom. Anne Fortier arbejdede efterfølgende ved TV Midt-Vest, indtil hun i 2002 drog til USA for at arbejde i filmindustrien, hvor hun bl.a. var co-producer på dokumentarfilmen Fire and Ice – The Winter War of Finland and Russia, som vandt en Emmy.

I forbindelse med udgivelsen af hendes første roman Hyrder på bjerget i 2005, rejse Anne Fortier til Siena sammen med sin mor, Birgit Malling Eriksen, hvor de opdagede, at det i virkeligheden var dér, Shakespeares udødelige drama havde udspillet sig. Opdagelsen satte gang i skriveriet, og i 2008 blev romanen Juliet, som den hedder på engelsk, solgt til det store amerikanske forlag Random House via Anne Fortiers agent og er efterføgende blevet solgt til over 30 lande, heriblandt Danmark.

Julie er en roman i slægt med Diane Setterfields Den trettende fortælling – en roman, som man bare ikke kan slippe …

Denne artikel Julie af Anne Fortier er fra bloggen Bøger online der handler om boganmeldelser og skrives af Trine. Bloggen finder du her - Boganmeldelser.