Et liv med roser

Et liv med roser af Ernst Jensen fra Ribe er simpelthen en fantastisk rosenbog. Lige pludseligt forstår man det hele! Roser og dyrkningen af denne majestætiske plante er og har altid været omgærdet af en vis mystik og usikkerhed. Det er som om, der er 1000 regler, man skal kende og følge for at kunne være med på moden med at dyrke store overdådige roser, der slynger sig op ad træerne, rundt om rosenbuer og i espalierer. Det afskrækker mange, som slet ikke tør indlade sig med rosendyrkning, fordi det er alt for besværligt og vanskeligt at finde ud af. Hvis du er bange for at dyrke roser, så læs Ernst Jensen bog. Ikke blot forsvinder din skræk, du bliver også ivrig efter at komme i gang. Claus Dalbys vidunderlige billeder fra Ernst Jensens rosenhave bidrager selvfølgeligt til dette – de er en fryd for øjet i sig selv.

Ernst Jensens bog Et liv med roser

Lær alt om pasning og pleje af roser

Ernst Jensen gennemgår i bogen Et liv med roser alt, hvad der høre til pasning og pleje af roser lige fra beskæring til gødning. Ernst Jensen gennemgår alle faser af rosendyrkningen minutiøst og overskueligt. Selv beskæring bliver beskrevet så grundigt, at man overhovedet ikke er i tvivl om, hvad man skal gøre og kigge efter, når man selv skal i gang.

Fra Ernst Jensens bog Et liv med roser

Roser med personlighed

Ernst Jensens tilgang til roser og rosendyrkning er i øvrigt helt eminent. Ud over at han trækker hele affæren ned på dagligdags niveau, tilgår han roserne som individer, der har deres egen personlighed og vilje. Derfor er et af hans pædagogiske læretricks i bogen, at man skal kigge på planten og lære den at kende og så ellers acceptere, at den samme rose ikke ser ens ud i alle haver. Roser er forskellige og opfører sig forskellige. Det er både et af vilkårerne, men også en stor del af charmen ved roser.