Dødsenglen af Sara Blædel
Der har været meget hype omkring Sara Blædels 6. krimi med Louise Rick fra Drabsafdelingen. Dødsenglen er blevet markedsført massivt – så meget at jeg næsten følte mig nødsaget til at læse den.
Jeg var ellers ikke meget for det, for jeg læste i sin tid krimidronningens allerførste af slagsen, Grønt støv, og jeg var ikke synligt imponeret, snarere skuffet efter at have læst et væld af formidable nordiske krimiforfattere som Arne Dahl, Jo Næsbø, Kim Småge, Åsa Larsson osv. Det var som om, det hele faldt sammen, og i stedet for at leve mig ind i historien, irriteredes jeg over måden, hverdagssproget blev altdominerende i historien.
Dødsenglen indledes med en scene, hvor vi sættes ind i tankerne på en mand, der har gang i et projekt, hvor han forsøger at bevare den kvindelige skønhed til evig tid. Det er mere rædselsvækkende, end det umiddelbart lyder, for projektet går i praksis ud på at konservere lig af forskellige kvindetyper ved at lade dem ligge i acetone et halvt års tide, for derpå at fylde dem op med silikone, modellere lidt på dem og sætte kunstige øjne i, før de skal udstilles side om side i glasmontrer. Man aner hurtigt en sammenhæng mellem dette projekt og en ung piges forsvinden fra Solkysten, en sag, som Louise Rick ikke helt kan lade være med at involvere sig i, da hun jævnligt har moren til den forsvundne pige i telefonen. På samme tid er Louises veninde, journalisten Camilla Lind, blevet involveret i en sag, der omfatter Roskildes stenrige familie Sachs-Smith og det flere hundrede år gamle glasikon, Dødsenglen. Trådene hvirvles sammen, og historien er i fuld gang.
Udvikling af plot
Der er helt klart sket noget med Sara Blædels evner som forfatter siden Grønt støv – heldigvis! Plottet er blevet hævet en anelse og blevet gjort mere eksotisk. Titlen i sig selv kalder på læserens opmærksomhed, idet den klinger i samme genre som Dan Browns krimier. Dog er jeg efterladt undrende, da jeg stadig ikke kan se sammenhængen mellem begæret efter forevigelsen af nøgne kvindekroppe og begæret efter Dødsenglen. I det hele taget er der i romanen ofte mangel på det, man inden for stilistikken kalder kohæsion og kohærens. Samtidig med, at jeg ikke kan se den naturlige sammenbinding mellem “female body-projektet” og et stykke (fiktivt) kulturarv, er der ofte mangel på sammenhæng på sætningsniveau – indimellem er det så rodet, at jeg faktisk ikke kan forstå, hvad der står! Lidt mere gennemarbejdelse og revision af teksten, tak!
Men udover visse mangler og mangel på sammenhænge, fungerer plottet i Dødsenglen fint. Det er lækkert med flere tråde og sager, som viser sig at have en sammenhæng, og det gør det spændende at læse. Indimellem leger Sara Blædel også med læserens forventninger, idet hvert kapitel anslås fra forskellige personers synsvinkel, og nogle gange glemmer man som læser, at vi nu oplever verden fra en ny synsvinkel ved kapitelskift. Det læsningen et godt spil.
Knap så stor udvikling af sproget
Og tilbage til sproget! For lidt er der da sket siden Grønt støv, men det halter stadig. Vi er på hverdagsniveau i forhold til Louise Ricks verden og dagligdag, men det kan man jo godt illustrere uden at forfladige sproget sådan. Man behøver ikke at fortælle alting – nogle ting, kan læseret godt selv tænke sig til. Sara Blædel ville få meget ud af at øve sig i den disciplin, der hedder “show it, don’t tell it”, når hun skriver – man kan sige så meget uden at sige det direkte, og det gør læsningen så meget mere interessant. Læserne skal jo helst ikke undervurderes!
Alt i alt er det dog dejligt at læse en krimi, som foregå i lille Danmark – det løfter vores tilværelse fra det grå til det farverige! Dødsenglen af Sarah Blædel fortæller en god og medrivende historie.
